Fodring

På alle hestebokse på Albertslund Ridecenter er der ophængt et foderskema, hvor der står præcis, hvad hver enkelt hest skal have af foder pr. dag, fordelt på 3 måltider. Mængden af foder afhænger af, om det er en sportshest eller en hyggehest, om den har tendens til at blive for tyk eller har svært ved at tage på. Vi laver en individuel foderplan til den enkelte hest i samarbejde med hestens ejer.

På ridecenteret har vi 3 slags krybbefoder. Den ene type foder er i pilleform; det er til de heste, som nemt bliver for tykke eller har tendens til at få kolik. Den anden type foder er en müsli-blanding til de heste, der bruges til konkurrence, som skal yde meget eller har brug for mere energi. Den sidste typr foder er en müsli-blanding til ungheste eller heste der skal sætte muskler eller har svært ved at holde huld. Foderet er koncentreret, så man ikke skal fodre i store mængder. En hest kan ikke optage mere end 3½ liter foder ad gangen. Vægtmæssigt er den største tildeling af foder på ca. 4 kg om dagen.

Nogle af hestene får et vitamintilskud, f.eks. hvis de af en eller anden grund ikke får så meget krybbefoder. Så giver man vitaminer, så man ved, at de er 100 % dækket ind. Der kan også være behov for ekstra vitaminer, hvis hesten er i vækst, eller til ældre heste, der har sværere ved at optage foderet.

Vi har også flere slags stråfoder, hø og wrap. Hesteejerne kan selv vælge, hvad de vil have til deres hest. Vores skoleheste får wrap. Vi har valgt wrap, da det indimellem er meget vanskeligt at skaffe hø af god kvalitet – høhøsten er meget afhængig af godt vejr. Når vi holder os til wrap, undgår vi for mange foderskift. En hests mave er meget sart; ethvert skift i foderet aftegnes som en tydelig stribe på dens hove.

På alle porte ind til vores stalde er ophængt skilte med teksten: FODRING FORBUDT, og det er meget vigtigt, at besøgende overholder det. Der skal ingenting til, før en hest får ondt i maven. Det er meget smertefuldt, og dyrlægen skal straks tilkaldes. Selv om man gør alt, hvad man kan, har nogle koliktilfælde dødelig udgang. Derfor er det vigtigt, at skiltene med FODRING FORBUDT bliver respekteret.