Ridebaner og haller

Besøgende spørger tit, hvorfor man rider rundt i en sandkasse. Hvad er det, der ligger der, hvorfor er der bogstaver på en bane, hvorfor er der farvede felter opsat ved bogstaverne i jeres hal? Helt naturlige spørgsmål fra ikke-hestefolk.

En hest er en stor investering, uanset om det er en privat- eller en rideskolehest. For ridecenteret er det alfa og omega, at skolehestene fungerer hele tiden. Bunden i ridehallerne og på ridebanerne er lavet, så den kan tåle belastningen fra mange heste. Den er slidstærk og affjedrende – lidt ligesom en atletikbane. Den er lavet af et materiale, der gør, at vores heste kan tåle at gå der i mange timer, uden at deres ben går i stykker. Det er vigtigt, at bunden er lavet af noget materiale, der ikke danner render, knolde eller huller. En hest kan vrikke om ligesom et menneske, men den er længere tid om at komme sig og blive helt restitueret. Derfor ordnes banerne dagligt.

Banerne bliver revet, planet, tromlet med en speciel multibaneplanner, og hovslaget bliver skovlet i hånden (hovslaget er den rende, der dannes ved barrieren (væggen), når hestene har gået der. På den måde holder vi banen jævn og mindsker risikoen for skader. Det er også vigtigt, at banen ikke støver, så af og til må der vandes. I den nye ridehal er der installeret sprinklere i loftet, så vandingen kan foregå nemt, men i den gamle ridehal vandes der med vandvogn.

Underlaget på de indendørs og de udendørs baner er lidt forskelligt. I ridehallerne er det øverste lag på omkring 15 cm. Det er det, man kalder toplaget. Det kan bestå af grus, 04 eller 08, samt groft eller fint soldflis. Der er to godkendte mål for en ridebane: 20 x 40 meter og 20 x 60 meter. Vi er så heldige at have to 20 x 60-baner. Det betyder, at vi kan afholde større ridestævner.

I begge ridehaller er opsat bogstaver, som man bruger til at styre efter, når man laver øvelser på hesten. I den store ridehal er desuden opsat farvede felter. Dem bruger vi til vores yngste ryttere og til vores autistiske og handicappede ryttere. I hallerne er også ophængt spejle, så man kan se, at man bliver dygtigere til at ride.